FGU-elever udsmykker havnebro til Royal Run i Ringkøbing

Havnebroen i Ringkøbing bliver et af de farverige stop, når Royal Run den 25. maj samler tusindvis af deltagere og gæster i byen. Sammen med FGU Skjern står Ringkøbing-Skjern Kommune bag en kreativ udsmykning af broen, som er en del af One mile-ruten.
Formålet er at gøre løbsdagen til en fælles oplevelse, hvor lokale aktører bidrager aktivt til festen.
"Royal Run er ikke kun et løb, det er en dag i fællesskabets tegn, hvor vi gerne vil involvere så mange som muligt. Derfor rakte jeg ud til FGU og spurgte, om de havde lyst til at sætte deres præg på broen med alt det, de er dygtige til," fortæller Helle Tarpgaard Andersen, der er projektleder for KulturLøft ved Kulturskolen i Ringkøbing-Skjern.
FGU sagde hurtigt ja til opgaven, som giver eleverne mulighed for at vise deres færdigheder i praksis.
"Vi takkede ja med det samme. Selvom deadlines kan være en udfordring for nogle af vores elever, ved vi også, at de synes det er fedt at få lov at vise, hvad de kan," siger Allan Simonsen, der underviser i Kommunikation og Medier på FGU.

Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
Udsmykningen målrettes især børn og familier med farverige elementer, dyr og små budskaber langs rækværket.
"Sammen med vores værkstedstilbud ’Byg, Bolig og Anlæg’ pynter vi rækværket med billeder af dyr og udskårne bogstaver med små opfordringer. Vi håber, det giver en sjov oplevelse – især for børnene," forklarer Allan Simonsen.
Faktaboks:
- FGU (Forberedende Grunduddannelse) er et kommunalt uddannelsestilbud
- Til unge under 25 år via visitation gennem UU-vejledning
- Forløb kan bestå af almen grunduddannelse, produktions- eller erhvervsuddannelse
- Formålet er at gøre den unge klar til job eller videre uddannelse
- Uddannelsen varer op til to år






Accepter kun nødvendige cookies